Forsker: Hvad er status på mænds fertilitet?

Sammen med speciallæge Niels Jørgensen stiller vi skarpt på sædkvaliteten og hvor forskningen på området er netop nu. Og så taler vi med ham om, hvorfor nedsat sædkvalitet (stadig) er et tabu for mange.

Hvorfor er det for dig som læge mænds fertilitet og sædkvalitet, som er så interessant?

Ét er at hele forplantningen jo er fundamental biologisk. Ét andet er, at det er et område, som ikke er særligt godt belyst i virkeligheden. Der er meget, vi ikke ved, og der er faktisk ikke så mange læger og forskere, som interesserer sig så meget for det.

Så som læge og forsker på området kan man, udover at være med til at passe patienterne, ligesom være med til at bidrage med noget nyt, som er lidt mere unikt som læge, end hvis man deltager i det store kontrollerede kardiologforsøg nr. 27 - det var for at sætte det på spidsen.

Er det chancen for at opdage noget, ingen andre har opdaget?

Min personlige fascination ligger meget i, at der biologisk set ser ud til at være sket noget over 1-2-3 generationer for vores fertilitet. Hvad pokker er det, der rykker ved noget, der burde være så fundamentalt, som burde være ekstremt robust. Fertiliteten bør jo være ekstremt robust. Arten skal overleve, det må jo ikke vælte. Det gør det nødvendigvis heller ikke, bare fordi vi har problemer, vi skal bekymre os om. Men jeg mener, der må være sket noget, der er gået i den forkerte retning over et par generationer, og der er vores fornemmelse og viden, at der er en genetisk faktor og en miljøfaktor.

Og pludselig spreder forskningsområdet sig. I stedet for kun at sidde og nørde inde på sit eget lille felt, så skal man ud at have fat i en lidt bredere fagkreds for at forstå det hele. Så man kan ikke nøjes med bare at sidde og pille i sin egen lille faggruppes navle, og tro man kan finde svaret der. Man skal møde nogle andre, og jeg synes, at hver gang man møder nogen, som er lidt i periferien af ens fagområde, så er det der kommer noget spændende frem – kombinationen af faggrupper, der lærer man noget nyt. Jeg har kolleger, der er molekylærbiologer og biologer og det at være i sådan et multifaciliteret miljø, som vi er i vækst og reproduktion, det er interessant.

Hvordan har jeres og den generelle viden omkring mænds sædkvalitet ændret sig?

Tilbage i tiden forskede man i mandens fertilitet og hormonsygdomme. Der var stort fokus på, hvordan man kunne hjælpe mændenes fertilitetsproblemer, og hvordan vi kom nærmere en forståelse. Alt det blev fuldstændig lagt ned i ruiner, da vi fik ICSI eller mikroinseminations-behandlingen. Så fór alle i den retning og sagde: ”Nu har vi løst alle problemer”. Nu kan manden jo blive biologisk far, selvom han havde problemer, og så glemmer vi alt andet!

Så al den biologiske forskning gik mere eller mindre i stå, da man opfandt ICSI-behandlingen?

Ja, fokus kom på kvinden, og manden var bare påhæng. Men så satte vores gamle chef Skakkebæk sig for, som jo trods sin titel som børnelæge havde interesseret sig for testikelkræft i årevis, at få lavet en metaanalyse (den første af sin slags) omkring sædkvaliteten. Kunne der være sket noget over årene? Og ja, der kunne man se, at hov! Der var faktisk sket noget over tid. Og den opdagelse var med til at sætte fokus på, at her er der stadig et problem.

Hvordan er fokus rettet i dag?

Det gik fra at være et totalt underprioriteret område af andrologien til, at man så hen over midt-halvfemserne og ind i nullerne igen fik fokus på, at problemet stadig stod.

Det er på dagsordenen nu på mange fronter, selvom jeg vil sige, at det stadig er underprioriteret, underfinansieret og alt muligt andet, men der er trods alt sket rigtig meget. I starten satte man spørgsmålstegn ved, hvorfor man overhovedet skulle tale om det her - til at sige: “okay, der er et problem, hvordan prøver vi at løse det?”. Ingen gider længere tale om, at der er et problem med danske/vesteuropæiske mænds sædkvalitet, for det ved vi, der er. Nu er det mere, hvordan håndterer vi det, og hvad, tror vi, er årsagen, så vi kan behandle det. Nu har vi overhalet på kvindesiden lige pludselig.

Et af de nyeste forskningsområder, som viser lovende resultater, er at bruge knogleskørhed medicin for at bedre antallet af levende sædceller. Hvor lovende er det?

Martin (Blomberg red.) undersøger det netop nu med det nye studie. De første studier tyder på at det faktisk kan hjælpe. Men det kan desværre ikke hjælpe mænd med stærkt nedsat sædkvalitet, men mænd med en moderat nedsat kvalitet kan det måske. Der kan man løfte kvaliteten en lille smule. Måske fra reagensglas til insemination eller lige præcis fra insemination til at kunne klare det selv. Men det er svært at få penge til disse studier, desværre, men jeg tror faktisk, at tiden og fokus er med os.

Kan man forestille sig, at behandlingen fremadrettet vil hvile lige så meget på mændene som på kvinderne – således at kvinder kan undgå lige så meget indgreb i fremtiden?

Det er reagensglasbefrugtningen, som er årsagen. Det var en nem måde at komme omkring problemet på. Vi skal prøve at komme væk fra, at kvinden bærer byrden for mandens sædkvalitet. Men det kræver, at vi har mere fokus på at forstå mandens sædkvalitet, og hvad vi kan gøre for at bedre den.

Som kvinde kan man nok ikke undgå behandling, men man kan måske nøjes på sigt med at skulle insemineres. Forskningsmæssigt har der simpelthen ikke været den store interesse for området i forskningsfonde. For problemet blev jo løst med reagensglasbefrugtningen! Og medicinalvirksomhederne, som både betaler for forskning og som lever af at sælge medicinen, de er måske ikke så interesserede i at finde en anden løsning. For så tager folk ikke deres medicin.

Vi oplever i samtalen med mænd, at mange mænd stadig oplever sæd/dårlig sædkvalitet som et tabu. Hvordan får vi nedbrudt det tabu?

Det er tabubelagt, fordi vi er opvokset med, at reproduktion er noget fundamentalt. Det er en fundamental funktion. Vores hjerte skal slå - det er en fundamental funktion. Vi skal kunne trække vejret - det er fundamentalt. Det at reproducere sig selv er også, biologisk set, så fundamentalt – det ligger i os. Og når der så er et problem, så mister man noget. Det er uden for ens kontrolsfære. Så spørger man måske sig selv; er jeg lidt mindre mand, hvis den “rigtige mand” kan reproducere sig selv? Her kommer tabuet.

Til gengæld vil jeg sige, at jeg har været i gamet i så mange år, så jeg oplever også, at det er meget mindre tabubelagt nu, end det var for 20 år siden. Det er klart min fornemmelse. Men vi skal væk fra at tale om, at manden kan gøre en hel masse selv, hvis han har et problem. Hvis det nu er sket i fosterstadie, så kan man absolut intet gøre. Vi skal fjerne skylden fra manden. Han sidder der med følelsen af skyld, især fordi hans kvindelige partner nu skal igennem en hård behandling pga. ham. Derfor tabuet.

Tilføjelse december 2022

Niels Jørgensen er på nuværende tidspunkt involveret i et igangværende lægevidenskabligt forsøg kaldet ADAM, der undersøger om behandling af mænd med Rekovelle øger chancen for at opnå graviditet blandt par, hvor manden har nedsat sædkvalitet, der ikke er en oplagt forklaring på.

Der følger en række kriterier for at kunne deltage, blandt andet at man har forsøgt at opnå graviditet gennem 12-60 måneder uden held, at man som mand er mellem 18-50 år og 18-35 år som kvinde, og at man ikke er i fertilitetsbehandling allerede.

Skriv til ADAM.Rigshospitalet@regionh.dk hvis du vil høre mere eller er interesseret i at deltage i forskningen.