Helene Rosa: “Man må gerne tro på, at det kan lykkes i første forsøg”

Hvornår gik I ligesom i gang med at prøve? Og hvordan skred tiden frem?

Flemming og jeg mødte hinanden på Tinder i starten af 2014. Vi havde begge to fuldtidsjobs og boede sammen i vores lejlighed på Nørrebro. Vi var næsten lige flyttet sammen, da vi besluttede os for, at der nok ikke var så lang tid til, at vi gerne ville prøve at få børn.

Vi droppede p-pillerne og regnede med, at der så ville ske noget i løbet af nogle måneder eller et halvt års tid. Det var vist i marts 2016. Men der skete ingenting. Og efter et år sagde jeg, at vi skulle til lægen for at blive tjekket. Just in case. Vi havde regnet med, at vi var blevet gravide af os selv indenfor et halvt års tid. Jeg havde håbet, at det gik rigtig hurtigt, og jo længere tid der gik, jo mere fyldte det, og jo mere ængstelig blev jeg. Jeg tog alle mulige kosttilskud som efter sigende skulle forbedre vores chancer og ligesom optimere min krop mod at blive gravid.

Flere gange troede vi, at nu var den der. Men den var der bare ikke. Jeg tog både ægløsningstests og graviditetstest på minuttet nærmest. Min kæreste var mere rolig, end jeg var.

Man føler sig som et dårligt menneske. Flere af vores venner havde været eller var i fertilitetsbehandling, og vi kendte ikke andet til det, end at det var dyrt og tog lang tid. Jeg vidste intet om det. Jeg havde ikke selv skænket det mange tanker, at vi måske skulle have hjælp. For sådan noget skete jo ikke for os. Det lå meget langt væk fra det drømmebillede, jeg havde af at vække min kæreste med en positiv graviditetstest, mens solstråler skinnende ind gennem vinduet.

Fortæl os om udredningen?

Jeg snakkede med min læge, og hun satte det hele i gang for os og var god til at tale med mig i øjenhøjde om det. Jeg fik taget blodprøver via min læge på Nørrebro og fik så henvisning til en undersøgelse af mit underliv (som jeg var enormt nervøs for, efter at have læst på en bekendts blog, at det gjorde hamrende ondt. Det gjorde ikke ondt og de var så søde på klinikken).

Min kæreste gik til sin læge og afleverede en sædprøve. Det var rimelig systematisk, men også kulminationen på, at det for mig var blevet meget stressende, at vi ikke var blevet gravide endnu. Generelt var det en meget presset tid for mig, fordi alt var oppe i luften, og der var så mange ubekendte.

Det havde jeg det meget dårligt med. Jeg følte, at det var sårbart at lægge dét over i hænderne på nogen andre, der ikke havde samme aktie i det, som vi havde. Når jeg tænker tilbage, følte jeg især uro og ængstelighed, og jeg kan næsten genkalde mig følelserne.

Hvornår lå svarene klar til jer, og hvordan modtog I dem?

Det gik temmelig hurtigt med at få svar. Mine tal så alle sammen fine ud, så det var en lettelse at vide, at jeg var helt normal.

Da vi fik svar på min kærestes sædprøve, boede vi hos mine svigerforældre, fordi vi gik og ventede på at overtage vores nye hus. Han fik bare besked på lægens platform; det var ret køligt og tørt. Og det viste sig at være en kæmpestor mavepuster for os begge to – fordi vi fik at vide, at han har nedsat sædkvalitet.

Kæmpe mavepuster! Det var jo der, vi fik at vide, at vi ikke selv kunne få børn uden hjælp. Flemming blev også rigtig ked af det. Det var jo ikke sådan, vi havde forestillet os, at det skulle være. Jeg ser det lidt oppefra, hvor vi står i haven i mine svigerforældres lejlighedskompleks, og det er, som om der kommer en enorm boksehandske og bokser os begge to for fuld kraft lige i maven. Flemming ringede til lægen samme aften og ville gerne have svar på nogle ting, og hun var heldigvis tilgængelig om aftenen via telefon. Vi var begge to rigtig kede af det. Det var ikke det, vi havde regnet med. Flemming følte sig lidt skyldig. Det var hårdt og gjorde ondt og skabte en masse usikkerhed om, hvad der nu skulle ske.

Fortæl os om de første følelser lige efter udredning?

Vi var meget kede af det. Vi havde meget svært ved at forlige os med at skulle vente et år på at komme i gang. Vi fik at vide af Flemmings læge, at der nok var et års ventetid til bare at komme til samtale på fertilitetsklinikken. Det fik vi efterfølgende bekræftet i et brev, hvor vi blev indkaldt til samtale i september året efter. Et helt langt år. Det føltes uendeligt fjernt.

Efter at vi blev udredt, skulle vi have henvisning til behandling. Jeg havde fået ny læge, da vi var flyttet i mellemtiden, og jeg måtte virkelig kæmpe med hende om at få lov til at blive henvist uden en konsultation: Alle svarene var jo friske og lå klar.

Jeg græd i telefonen, og hun sagde nej. Så skulle vi vente en hel cyklus mere på at kunne blive henvist, og det havde jeg svært ved at acceptere. Jeg kæmpede virkelig. Senere skrev hun så til mig, at hun havde lavet henvisningen, for hun kunne jo godt se, at alt forarbejdet var gjort. Det var en lettelse.

Fortæl os om jeres behandlingsforløb – hvilken behandlingsform, hvornår startede I, hvad fyldte hos jer undervejs?

Da vi gik og malede vores nye hus, tjekkede jeg i en pause e-boks, hvor der lå en invitation til deltagelse i et forskningsprojekt på fertilitetsklinikken på Herlev Hospital, RIOT-projektet. Det var vildt. Vi havde fået at vide, at der ville gå et år, før vi kunne komme til samtale bare. Hvilket jo er en kæmpe ventetid, når man har ventet halvandet år på noget i forvejen og så skal vente endnu et år.

Næste morgen ringede jeg derfor til den projektansvarlige sygeplejerske for at sikre mig, at der ikke var noget risikabelt ved at deltage i projektet. Det var der ikke, og samme uge var vi til samtale og blev startet op i deres projekt. Jeg skulle følges i en cyklus og så i behandling i den næste. Allerede den dag, vi var til samtale, kunne jeg starte med at blive fulgt, idet min cyklus passede perfekt i forhold til projektet. Det var sindssygt.

De var totalt afslappede og sådan: ”Nåårh, I skal bare have hjælp, det kan I sagtens”. Det var dér, vi fik svar på alle de spørgsmål, vi havde, om hvor grelt det stod til. Det sagde lægen aldrig noget om i sin tid. Vi skulle i ICSI-behandling.

Vi startede i rigtig behandling september/oktober 2017. Det var grænseoverskridende at skulle stikke sig selv og være i gang med så stort et projekt, mens kun de allernærmeste vidste det. Vores forældre vidste det ikke, det orkede vi ikke.

Jeg var meget optimistisk, for nu kunne det lykkes, og det skulle det nok. Men min kæreste prøvede at holde forventningerne lidt nede, for at beskytte os, og qua sit kendskab til de lange forløb, hans gode venner havde haft. Flemming var ret rolig og troede på, at det nok skulle lykkes for os. I det hele taget var han ret rolig gennem hele forløbet.

Og fordi jeg fik spurgt narkosesygeplejersken, hvorfor det gjorde ”så naller”. Det lød så dumt. Så tilbød hun mig mere morfin, men jeg behøvede ikke mere, for så ville jeg ryge helt op i skyerne. Alle de søde mennesker, der er til stede ved en ægudtagning, morede sig også over min tilstand, så det var faktisk en ret sjov oplevelse.

Vi fik kun fire æg ud, det var noget lavere end forventet. Et gik til grunde og et blev destrueret, fordi det udviklede sig forkert. To af dem udviklede sig godt, og det ene fik jeg sat op, mens de dyrkede videre på det andet og frøs det ned.

Da vi gik fra ægoplægningen, var vi glade og forventningsfulde. Nu var vi dér, hvor vi ikke selv kunne været nået til. Og nu skulle jeg bare tage hormoner et par uger, og så ind og få taget en blodprøve for at få at vide, om jeg var gravid.

De to uger var lange, og jo tættere vi kom på den blodprøve, jo mere pessimistisk blev jeg. Jeg havde ellers alle tænkelige graviditetstegn. Men hormonerne kunne give fuldstændigt samme bivirkninger. Så det var nemt at tillægge dem grunden til, at jeg sad og faldt i søvn kl. 20.30 og at kaffe smagte elendigt. Jeg var jo i bund og grund bange for, at jeg ikke var gravid. Så jeg gik og sagde, at jeg ikke troede på det, selvom jeg inderst inde havde det største håb om, at jeg var gravid.

Jeg fik taget blodprøven på fertilitetsklinikken med det team, der var på RIOT- projektet, og de var meget optimistiske, ud fra hvordan jeg havde det. Der gik et par timer, fra jeg tog hjem derfra, til den ansvarshavende læge ringede med svaret.

Det var den største forløsning! Jeg var så sindssygt lettet. Det er det bedste opkald, jeg nogensinde har foretaget, da jeg ringede og fortalte det til Flemming.

Jeg tror, at det kom bag på Flemming, at det lykkedes så nemt for os, efter at vi var kommet i behandling. Han havde jo set sine venner kæmpe i mange år, og nu stod vi her! Vi følte os så seje og heldige. Og det blev til vores søn, der i dag er 3,5 år.

Barn nummer to

Da vores søn var 14 mdr. blev vi enige om at prøve med fryseægget. Vi vidste jo ikke, om vi skulle igennem hele møllen igen, og det ville jo så være i det private og koste os penge, som vi ikke helt havde. Men man kan ikke sætte en pris på børn, og vi ønskede os lige så meget barn nr. 2 som barn nr. 1.

Beslutningen om at prøve igen udløste det, der senere viste sig at være nogle angstanfald hos mig. Det fandt jeg først ud af lang tid efter. Selvom vi har haft en fantastisk proces, så er det jo psykisk belastende. Og det kom til udtryk i nogle ubehagelige situationer, hvor lægerne mistænkte mit hjerte for at fejle noget, hvilket jo heller ikke er særlig rart. Så vi ventede, til der var afklaring på, hvordan mit hjerte havde det, før vi gik videre. Det er heldigvis sundt og raskt, og jeg har siden gået til terapi for angst, som jeg ikke har mærket noget til siden.

I november 2019 ringede vi til fertilitetsklinikken og sagde, at vi gerne ville bruge vores æg. Vi var lidt nervøse for, om ægget ville klare optøningen, men i den situation er intet nyt godt nyt. Vi kom ind og fik sat det op, og det var i stadiet ”hatching”, hvor det er klar til at sætte sig fast, hvilket er rigtig godt. Så både vi og lægerne var optimistiske.

Denne gang var jeg stensikker på, at jeg ikke var gravid. Jeg havde ikke mærket de samme symptomer som første gang, og det var bevis nok for mig.

Men det kunne jeg have sparet mig, for hun sagde: ”Ja, det er jo et dejligt opkald at skulle lave, for du er gravid Helene. Dit hCG er flot højt.” Det havde jeg overhovedet ikke set komme! Og det blev så vores datter, der i dag er 1 ½ år.

Påvirkede fertilitetsbehandlingen jeres parforhold undervejs?

Det endte med at være et meget kort forløb for os, så udover at jeg skulle huske at tage hormonerne og nogle ekstra hormoner (som senere viste sig at være placebo, i forbindelse med forskningsprojektet), og desuden fik taget blodprøver hver tredje dag – fordi det jo var et forskningsprojekt – så var der ikke så meget ændret.

Vi var spændte, og vi var især glade for at være i gang. Og lykkedes det ikke i forbindelse med forskningsprojektet, så havde vi stadig de oprindelige tre forsøg og kunne gå i gang efter den pause, man skal holde mellem forløbene.

Vi havde sprunget ventetiden over, og jeg kunne ikke rigtig forestille mig et scenarie, hvor det ikke lykkedes. For det skulle det jo. Jeg stoppede med at drikke vin til maden for at give os de bedste chancer. Og så tog jeg alle mulige gode vitaminer, men det havde jeg jo gjort, siden vi besluttede os for at prøve at blive gravide.

Men ellers var vores hverdag meget som før, bortset fra førnævnte. Vi var spændte på det hele, og selvfølgelig fyldte det megameget. Men vi var gode til at køre livet videre, som vi kendte det, og vi var jo lige flyttet ind i vores hus. Så der var også en del andre ting at se til.

Når du ser tilbage på tiden i behandling – synes du så, at det var lige så “slemt”, som du måske indledningsvist troede, at det ville være?

Slet ikke. Selve behandlingsforløbet var det mest kritisk, da vi skulle køre lidt rundt efter ægløsningssprøjten, som jo er ret vigtig at tage på sekundet. Der var jeg presset. Og også i anden runde, hvor de stikpiller, som jeg fik, var udsolgt, og jeg derfor måtte ringe rundt for at finde et apotek, der havde dem hjemme. Og jeg var selvfølgelig også nervøs, da jeg ringede for at høre, om æggene udviklede sig, og om vores sidste æg havde klaret optøningen. Men alt i alt havde jeg det godt både fysisk og psykisk, og det hjalp jo også på Flemmings humør.

Hvad overraskede dig mest positivt?

At det sagtens kan være en god oplevelse, uden enorme smerter og rædsomme oplevelser. Inden vi startede behandling havde jeg ikke hørt om nogen, der havde lykkedes hurtigt eller uden store gener eller smerter.

Det kan måske indgyde lidt håb hos nogle, at det ikke nødvendigvis er et smertehelvede at få taget æg ud, eller at man får det enormt dårligt af hormonerne. Og allervigtigst; at man kan have et nemt forløb, der ikke nødvendigvis behøver at være årelangt og meget opslidende.

For os er det også endt med, at vi har nogle sjove historier sammen, og det bliver også sjovt og spændende at fortælle børnene om, hvordan de er blevet til. Da jeg var gravid med vores datter, kaldte vi hende for en lille cyborg. Det er bare så sindssygt, at hun har ligget i en fryser i to år, som et lillebitte æg. Og vi synes også, at det er sjovt, at de er lavet samtidig – at man overhovedet kan de her ting er fuldstændig ubegribeligt og fantastisk.

Hvad vil du gerne sige til de kvinder, mænd og par, som måske netop har fået at vide, at de skal i fertilitetsbehandling for at få børn?

Det er vigtigt, at fertilitetsbehandlingen ikke bliver et tabu i ens parforhold. Man skal tale om den situation, man står i, og det skal man huske at gøre løbende. Ikke kun op til de store begivenheder i et forløb. Og selvom årsagen til, at man skal i behandling, måske kun ligger hos den ene, så er det vigtigt, at man er i det sammen, så der ikke opstår en kløft.

Og så gjorde det mig så tryg at finde ud af, at de mennesker, der arbejder med det på klinikkerne, er så søde, kompetente og dygtige. Så I skal vide, at I er i de bedste hænder! Og man må gerne tro på, at det kan lykkes i første forsøg. Både ved første, andet, tredje etc. barn.

Og som den sidste ting: Ægudtagning er slet ikke så slemt for alle.