Maria fik barn nummer to med en sæddonor: “Tiden var ikke inde til at vente på endnu en mand”

Du har fået din datter med en donor. Kan du fortælle om vejen til det?

Jeg har en søn med min eksmand, og han bor hos mig omtrent halvdelen af tiden. Efter at have datet mere eller mindre desperat i nogle år efter skilsmissen indså jeg, at tiden ikke var til at finde endnu en mand at få endnu et barn med.

Jeg ventede i seks på, at min eksmand var med på at få børn, så min tålmodighed var brugt op, og jeg risikerede i bund og grund at ende med to delebørn med to forskellige mænd. Det var også en af grundene til, at jeg for eksempel ikke slog mig sammen med et bøssepar, for det ville fra starten skabe et barn med to hjem, hvilket heller ikke altid er uproblematisk.

Hvilke overvejelser havde du om valg af donor?

Jeg ved kun om Irmelins donor, at han er af den kaukasiske race (altså som de fleste danskere), er mørkhåret, har blå øjne og gennemsnitlig i højde. Jeg var seriøst så træt af at forsøge at parre mig med en passende mand med gode gener og det rigtige arbejde eller det rigtige hår eller fravær af fuldskæg eller whatever, man stiller op for sig selv ude i marken, når man leder efter en villig mand. Jeg var bare kommet dertil, hvor jeg ville have et barn.

Hvordan var første gang du gik ind og kiggede i donorregistret?

Jeg padlede rundt på nettet på må og få dengang, fordi jeg ikke kendte nogen, jeg kunne spørge om det tekniske bag sæddonation og “sædmodtagelse”. Jeg fandt da ud af, at der var to sædbanker at vælge mellem, men jeg forstod ikke helt, hvad forskellen var, udover at man det ene sted kunne betale sig fra at få enormt mange oplysninger om den mulige donor.

Hvad tænkte du, da du “scrollede” igennem udvalget?

Så langt kom jeg aldrig, for det interesserede mig ikke rigtigt. Det føltes som en slags absurd webshop med gener og træk, som jeg kunne vælge mellem – og altså en helt fake situation, fordi sandheden er jo, at du aldrig selv kan designe dit barn.

Naturen, tilfældet, det lille menneske er jo så meget sit eget, at selv om du får barn med en mand, du elsker højt, og som du synes er Guds gave til menneskeheden, så kan jeres afkom stadig ende med at ligne sin irriterende oldefar fra Als.

Jeg så for måske 10 år siden en utroligt spændende amerikansk dokumentar som en del af “Temalørdag” på DR2 om donorbørn. Filmen handlede om et møde mellem en hel bunke halvvoksne og helvoksne børn, der havde den samme donor.

De mødte donoren i den trailerpark, han boede i, og de var så spændte og havde hver især glædet sig meget og forberedt sig til den store dag. Han på sin side var meget mere optaget af, at hans kælemåge var forsvundet netop den dag. Socialt var han helt forkrøblet og boede i den der campingvogn med en gruppe kæledyr, som virkede, som om de var den eneste slags væsener, han forstod at være sammen med.

Det var selvsagt en kæmpe skuffelse for de stakkels mennesker, der alle havde ham som donor. En af dem havde eksempelvis bidt mærke i, at han i sin donorpræsentation dengang i slut 70’erne havde anført, at han var danser. Da de spurgte ind til det, viste det sig, at han havde været poledancer og stripper.

Eksemplet fra dokumentaren satte dybe spor i mig, mens jeg selv så småt gik og overvejede mine muligheder for at blive mor i dette liv. Og blandt andet derfor sagde det mig ikke noget at gå på jagt i et helt register fyldt med mænd og deres tilværelser.

Jeg har en veninde, der gik all in på at købe adgang, læse og engagere sig i historierne og at udse sig en darling af en donor som ham, der skulle være “far” til hendes barn. Børnefoto, håndskrift, stemme, uddannelse og alle de positive egenskaber, hun tillagde de stikord.

Hun forsøgte at blive gravid med donor, men er i dag barnløs, og det har selvfølgelig alle mulige årsager.

Jeg mindede mig selv om, at gener ikke er alt, og at meget af det lille menneske, man får lov at opdrage, former sig også gennem miljøet og den familie, vi har. Så som sagt gik jeg efter den superpotente sæd – og med den har jeg jo fået den mest vidunderlige datter, som er helt sin egen. Måske er hendes far tagtækker fra Tølløse, og så kan det være, hun kan hjælpe mig med at sætte hylder op, når jeg bliver gammel.

Ændrede prioriteringerne for donoren sig i løbet af processen?

Jeg vil sige, at jeg blev lettet, da jeg fandt ud af, at fertilitetsklinikken havde en praksis, hvor man bare skrev under på et kort spørgeskema om race, øjenfarve, hårfarve og højde. Derefter valgte de en passende donor ud fra et større indkøb af donorsæd, som allerede havde vist sig at give bonus i form af graviditeter. Det var smart og effektivt og så enkelt, som jeg havde brug for. Det ironiske er dog, at jeg oprindeligt havde valgt en donor med mørkt hår og brune øjne for at mit andet barn skulle ligne mit første barn. Ved det forsøg, der endte med at lykkes, var den type sæd i "restordre" på klinikken, så jeg i en fart bare tog, hvad der var, nemlig en donor med blå øjne. Så min datter endte med at blive helt lyshåret med blå øjne, og alligevel er det tydeligt, at de har delvist samme gener.

Hvilke overvejelser har du gjort dig om snakken med din datter, om hendes tilblivelse?

Jeg har spurgt mig lidt omkring, nu hvor jeg kender flere solomødre.

Hun kom til verden, fordi der var en læge, der hjalp mig, og når hun bliver større, kan jeg fortælle hende, at hun selv må søge kontakt med den åbne donor, når hun bliver 18 år, hvis hun ønsker det. Men det er da med halvnervøse trækninger, at jeg ser donorbørn finde deres donor, allerede før de bliver 18 år, og donorer søge efter børn med deres donornummer.

På den måde er det svært at kontrollere internettets vilde vesten, og det er heller ikke til at vide, hvordan min datter har det med at være faderløs, når hun for eksempel bliver teenager. Men alt det må vi tage, som det kommer.