Nanna: “Jeg følte, at jeg hele tiden havde haft plan a, b, c og d - men nu var trængt op i en krog”

Om:

Nanna Nørholm, 32 år.

Arbejder som dyrlæge og instagrammer

Bosat i Tversted med kæresten Frederik

Hvornår dukkede de første tanker op om ønsket om at blive forældre?

Ønsket om at blive forældre kom ikke som et lyn fra en klar himmel. Jeg havde fået min spiral ud, hvor vi i en længere periode beskyttede os på anden vis. En dag gik det galt - det må have været i starten af 2020 - og jeg måtte tage en fortrydelsespille. Der mærkede jeg lige pludseligt, at det føltes forkert: Vi kendte hinanden godt, boede i et dejligt hus, vores venner begyndte at få børn… Hvad var det lige, der holdte os tilbage? Der tog vi en snak om, at det måske var ved at være tid, og at vi jo bare kunne se, hvornår det så skete, uden at have travlt.

Hvordan skred tiden frem?

2020 gik og der skete ikke rigtigt noget. Jeg især begyndte at frygte, at der var noget galt som månederne gik. Jeg downloadede en fertilitetsapp og begyndte at tracke min cyklus. I al hemmelighed tog jeg også en ægløsningstest i ny og næ. Jeg tror, at jeg i starten havde brug for at lade som om, at det bare skete når det skete, men samtidig mærkede jeg også nervøsiteten. Frederik, som er tre år yngre end mig, tog det mere stille og roligt, og troede stadig på at det nok skulle komme. Han havde måske heller ikke helt så travlt med at blive forælder, som jeg måske begyndte at have.

I starten af 2021 blev vi enige om at tage til lægen. Vi blev enige om, at det var smartest at finde ud af, om der var noget galt, og så kunne vi jo altid se tiden an derefter.

Hvordan foregik udredningen?

I august 2021 havde vi første samtale hos fertilitetsklinikken på Aalborg sygehus. Vi blev undersøgt og man fandt ikke nogen forklaring på vores barnløshed udover det faktum, at jeg kun havde én æggestok, som følge af en torkveret æggestok efter en stor cyste jeg havde som 13-årig. Lægerne mente derfor, at det var sandsynligt at den æggestok jeg havde tilbage havde en forsnævret æggeleder, og vi gik derfor direkte til IVF behandling.

Første IVF behandling gik ikke særligt godt. Jeg fik taget 14 æg ud og vi var begge rigtig glade og troede, at “nu ville der ske noget”. Desværre ringede de fra fertilitetsklinikken allerede to dage efter ægudtagelsen med det nedslående resultat, at alle æg var gået til og befrugtningen ikke var lykkes.

Jeg er dyrlæge, så jeg kunne på en måde godt se noget diagnostisk kvalitet i resultatet. At resultatet måske netop viste, hvor problemet lå henne: At sædcellerne ikke kunne komme ind i mine æg. Samtidig var jeg også forfærdelig ked af det.

Jeg følte at jeg hele tiden havde haft plan a, b, c og d og lige pludselig følte jeg, at vi var trængt op i en krog, og at vi kun havde én vej tilbage.

Og hvis den ikke virkede, var der kun æg/sæddonation eller adoption tilbage.

I foråret 2022 var vi igennem første ICSI og igen fik vi mange æg ud fra min ene æggestok. 12 styk, mener jeg at det blev det til. Dagene efter ægudtagelsen slæbte sig afsted og vi var nervøse og bange som aldrig før. Heldigvis ringede Fertilitetsklinikken i Aalborg efter to dage og fortalte den lykkelige nyhed, at 10 af æggene bevægede sig i den rigtige retning og var blevet befrugtede. Det var en kæmpe stor dag, og det føltes som, at forklaringen og løsningen nu var fundet.

ICSI behandlingen blev til 4 befrugtede æg - et enkelt er blevet sat op uden held og 3 ligger i fryseren og venter.

Hvordan påvirkede det jeres parforhold undervejs?

Vores parforhold har siden 2020 været mærket ufatteligt meget af behandlingen. Det har været det psykisk hårdeste jeg nogensinde har været igennem og vores forhold har lidt under de store op- og nedture, der har været.

Jeg mærkede især, hvordan jeg inden og efter første IVF behandling var nede i et dybt sort hul, hvor jeg faktisk her retrospektivt tror, at jeg havde milde tegn på depression. Jeg endte med at gå ned med stress og gav arbejdet den primære del af skylden, men når jeg kigger tilbage er jeg sikker på, at også barnløsheden havde sat dybe spor i mig.

Jeg var vred - uendeligt vred - på alle andre der lykkedes, og jeg synes det var så uretfærdigt, at vi skulle igennem alt det, når alle mine veninder tilsyneladende blot skulle kigge på deres partner for at blive gravide.

Jeg følte at alle mine veninder var irriterende og at de kun snakkede om børn. Jeg følte mig ensom og turde alligevel ikke sige højt, at jeg var led og ked af det.  Frederik og jeg har også været igennem et forløb i løbet af de sidste 2,5 år, hvor vi gik fra ikke at tale om det, til at turde tale om både frygten, håbet, vreden og alt derimellem.

Det har været svært at være kærester. Når man prøver at blive gravide, bliver sex noget der planlægges og det kan være svært at holde gnisten oppe. Jeg synes dog at det har hjulpet, at vi har sluppet håbet om, at det lykkes naturligt. På den måde har jeg følt, at vi har fået noget af det tilbage, som vi havde før vi begyndte at prøve.

Oplever du, at dine relationer er blevet påvirket?

Mine veninder har hele tiden været enormt forstående, men let’s face it; nybagte mødre tænker og snakker jo bare meget om deres børn. Det har været hårdt at stå ved siden af uden rigtigt at kunne deltage og komme med inputs. Især når det samtidig har været sådan et smertefuldt emne for mig.

Jeg har derudover følt, at jeg nogle gange har været lidt statist i alle andres liv, som kørte derudaf med 140 kilometer i timen, og alt jeg kunne gøre var at klappe i hænderne, råbe hurra og medgive at deres børn var det sødeste, jeg nogensinde havde set.

Det blev jeg så træt af; det drænede mig, gjorde mig vred og helt ulykkelig indvendig. Efterfølgende har jeg forsøgt at være mere klar i mælet - og selvom det lyder lidt hårdt, har jeg forsøgt at være mere ærlig. Fx når jeg bliver spurgt “Synes du ikke han/hun er den sødeste baby, du nogensinde har set?”, har jeg svaret “Jo, det er den sødeste baby, ligesom den baby jeg så i sidste uge var”.

Jeg har også meddelt mine veninder, at jeg sætter pris på venindeaftaler uden børn - selvfølgelig kun hvis det kan lade sig gøre. For mig har det altså hjulpet at forklare, at jeg holder af mine veninder, men at jeg ikke har energi til at holde lige så meget af deres børn som jeg gerne ville.

Det er selvfølgelig også en ulykkelig omstændighed at være i - og jeg kan nogle gange føle mig som et småligt og lille menneske, men ikke desto mindre har det gjort, at jeg bedre kan være i mine veninderelationer igen, og det føler jeg trods alt er det vigtigste.

Mine veninder har alle taget så godt imod det jeg har sagt, så generelt kan jeg kun anbefale at tale højt om det. Min fornemmelse er, at de alle gerne har ville hjælpe og være der, men at de vitterligt ikke har vidst, hvad jeg havde brug for. Og ærlig talt har jeg heller ikke altid selv vidst det, men det hjælper uanset hvad at sige det højt - også selvom det skifter fra tid til anden.

Hvordan har du haft det undervejs – er du blevet påvirket meget fysisk og psykisk?

I forbindelse med både IVF og ICSI behandlingen synes jeg ikke, det har været hårdt at skulle stikke mig selv med hormoner. Jeg er jo vant med kanyler, så selve det aspekt har ikke gjort mig så meget. Til gengæld synes jeg, at uvisheden anden gang var helt ufattelig hård.

Jeg troede ikke rigtigt på, at der ville komme befrugtede æg ud af det, så jeg følte at hele det hormonelle cirkus man skulle igennem var spild.

Jeg synes, at det hårdeste fysisk ved behandlingen har været, hvordan kroppen føles i ubalance før, under og efter ægudtagelsen, som følge af alle hormonerne. Man føler sig så stor og oppustet - og det uden at være gravid.

Derudover synes jeg, det har været svært at skulle passe det hele ind med arbejde osv. Det synes jeg godt kan være lidt stressende.

Psykisk har det været ventetiden, der har været værst. At vente på opkaldet, der fortæller om man skal droppe drømmen om at få et barn med sine egne gener. Jeg tror også, jeg til tider synes det kan være hårdt, at kvinden skal igennem så meget nåle-prikkeri og stikken og manden ikke skal. Jeg tog i hvert fald mig selv i (meget uberettiget) at anklage Frederik et par gange, for ikke at forstå hvor hårdt det var for mig - nok mest fordi jeg var lidt misundelig på hankønnet og synes det hele var lidt unfair.

Hvilke tanker har fyldt specielt meget undervejs?

Tanken der fylder mest - og har fyldt mest - hele vejen igennem er jo “Bliver det nogensinde os?”. Jeg drømmer (som i virkelig drømmer!!) om at kunne fortælle mine forældre, at vi er blevet gravide. I ved, sådan at kunne overraske dem alle. Det frygter jeg aldrig nogensinde sker.

Jeg prøver dog at arbejde med at have tillid til livet, til min krop - og nok i særdeleshed til vores sundhedssystem, som jeg synes gør sådan et godt stykke arbejde. Jeg prøver på at tænke, at det hele nok skal gå og at tingene kommer når de skal.

Hvad ville du gerne have vidst på vej i behandling?

Jeg ville gerne have haft mere støtte i forhold til den psykiske belastning det er. Det har været så ensomt at stå i og jeg tror på, at fællesskab med andre i samme situation er så vigtigt.

Hvad er status hos jer nu?

Vi gør klar til næste ægoplægning en gang efter sommerferien. Nu skal vi nyde sommeren, som forhåbentligt bliver den sidste sommer uden børn. Med andre ord: Vi vil nyde at kunne tage på festival, drikke vin på terrassen og gøre lige det vi har lyst til.