Uforklarligt barnløs: Tredje del af Mettes historie

Mette deler sit behandlingsforløb med os. Et forløb der strakte sig over flere år og som på alle måder udfordrede hende.

Du skal til at læse den sidste del af hendes historie, som både handler om omgivelserne og den sædvanlige "skal I ikke snart have børn?"- men også om at stå der, endeligt med en positiv test i hånden.

En dag sås jeg med to af mine bedste veninder. Først kunne den ene og så den anden berette, at nu var de altså gravide. Ja, de havde været på p-piller i deres teenageår og 20’erne med, nu forlovede og gift, så p-pillerne - ud af vinduet - og vupti, så var der bolledej i ovnen 14 dage efter.

Begge veninder kendte til vores fertilitetsforløb. Jeg var selvfølgelig glad på deres vegne, og de begge sad der og strålede af lykke, mens de fortalte mig det. Jeg sagde ærligt til dem, at det var hårdt for mig at høre, at de blev så let gravid, men at jeg selvfølgelig ikke vil frarøve dem deres lykke, som de havde glædet sig til at dele med mig. Jeg synes, jeg tog det meget pænt, som jeg sad på en cafe og lyttede til, hvordan morgenkvalme føltes, hvordan de havde røbet graviditeten for deres mænd, og hvordan de havde planlagt at dele nyheden om miraklet med deres respektive familier.

Så cyklede jeg hjem, smed min taske i entreen, og græd resten af aftenen ved min kærestes skulder.

"Dine æg må da være rådne!"

Det, som er kommet allermest bag på mig i vores fertilitetsforløb, er andre menneskers uforskammede kommentarer og trang til at give ”gode” råd med på vejen. Fertilitetsbehandling er en kæmpe belastning for parforholdet. Det mentale pres, følelsen af utilstrækkelighed. Det driver folk fra hinanden. Behandlingen æder til tider alle gode stunder, dræner energi og slukker lysten i parforholdet. Det var et stort tabu for os.

De mange følelser til trods, så sad jeg en dag i kantinen på mit arbejde og spiste frokost med kollegerne. Emnet over frokosten var børnebørn. I det samme siger en kvindelig kollega til mig – foran de andre kollegaer:

... alt imens både kvindelige og mandlige kollegaer slog en ordentlig latter ud.

Jeg nedtonede kommentaren med, at ”det kommer, når det kommer”. Så gik jeg ud på toilettet, trak vejret dybt og messede: ”de kender ikke til min situation, det er ikke ondt ment”. Facaden på; et stort smil og ud af døren igen. Jeg ville ønske, at jeg havde været stærk nok til at sige fra overfor hende. Men det er en af de kampe, jeg ikke havde kræfter til at tage i situationen. Alt jeg gjorde var at kæmpe for at holde mig oven vande.

Forskellen på mænd og kvinder

Jeg erfarede på et tidspunkt, at jeg som kvinde generelt står utrolig meget for skud i forhold til min partner. Min kæreste fik også spørgsmål til vores ønske om familiestiftelse. Oftest til sammenkomster med en øl i hånden, henover grillen; "hvornår skal jeres bil udskiftes med en stationcar?" og så nogle gode råd om at sove længe og nyde det, mens han kunne. Når han blev far, så var nattesøvn og min lyst til sex med ham long gone. Fantastiske og opmuntrende råd at give en mand, der ønsker at blive far.

Nej, jeg som kvinde derimod skulle i krydsilden i fuld offentlighed halvandet år inde i vores fertilitetsforløb. Jeg husker tydeligt en familiesammenkomst med hele svigerbondetoget. Min kærestes kusine, der igennem sine 20’ere og 30’ere havde festet som en gal og aldrig havde ønsket sig børn, stod nu midt i 40’erne med sine to små børn på armen, som hun hurtigt fik, efter hun havde mødt sin mand. Hun gik lige i struben på mig og spurgte, om vi ikke snart skulle til at få nogle børn. Meningen med livet var at få børn.

Spørgsmålet blev stillet foran alle selskabets kvinder omringet af deres børn – og spørgsmålet kom fra hende, der med den største tilfældighed selv endte som mor i en sen alder? Jeg slog det hen med, at vi jo altid kunne låne min nyfødte nevø, indtil vi selv fik børn. Men ifølge hende var meningen med livet jo ikke at låne andres men at få sine egne. Tak for rådet, medsøster.

Hvad skal jeg sige...?

Min egen mor sagde de første mange gange i forløbet - også før behandlingen - at ”bare vent, det kommer til jer mindst, som I venter det”. Indtil jeg en dag rasende fik fortalt hende i telefonen, at det pladder kunne jeg ikke bruge til noget, og at hun skulle lade være med at udtale sig, når hun ikke kunne give en garanti.

Oversat; at de, der ikke ”fandt deres kald” eller noget de var gode til i livet, altid kunne blive til noget i form af at få en titel som nogens mor. Når man er mor, bliver man automatisk ph.d. i sine egne børn og ved bedst om deres behov og opdragelse. Det kan andre ikke fratage dem.

Nu stod jeg altså paradoksalt nok i den omvendte situation. At jeg rent faktisk duede til noget, havde fået en lang uddannelse, et pænt job og en sød kæreste, men altså ikke kunne præstere, når det kom til at erhverve mig titlen som mor.

Nogle gange vokser træerne ind i himlen

Men en dag var de der. To streger på graviditetstesten. Jeg sad på toilettet og tilfældigvis uden symptomer på noget, kunne jeg ikke vente med at tage en graviditetstest, selvom min menstruation skulle komme næste dag. Der kom to streger til syne, nok lidt utydelige, men de var der. Jeg gik ind til min kæreste og viste ham testen. I mit eventyr 5 år tidligere havde jeg nok forestillet mig, at vi begge havde jublet, omfavnet hinanden og givet os til at fælde en tåre af ren lykke over det faktum, at vi var på vej til at skabe vores egen lille familie. I det her tilfælde, ovenpå næsten to år i fertilitetsbehandling, var reaktionen lidt mere, skal vi sige, jordnær og flad.

Jeg supplerede med, at ”jeg kan jo også få min menstruation i nat” og skød det hen til næste dag. De tests, man kan købe, er efterhånden så følsomme, at man kan teste et lavt hcg-niveau (graviditetshormon, red.) i graviditeter, der så ender i en abort, og som man normalt vil ikke vil opdage. Menstruationen vil blot komme med 2 dages forsinkelse. Jeg tog en test igen dagene efter og stregerne blev mere og mere tydelige, som dagene gik. Senere kunne en blodprøve da også bekræfte, at jeg var gravid.

... I dag er jeg højgravid med vores første arving. Lettet og lykkelig. Følelser i hobetal. Men når det er sagt, har vi hele graviditeten igennem været ret kyniske og forholdt os til fakta. Jeg græd ikke, da vi hørte hjertelyd første gang. Vi holdte fast i at fra uge 28 havde baby en god chance for overleve en for tidlig fødsel. Jeg tror, at fakta er en måde at overleve på. En forsvarsmekanisme, som skal sikre, at hvis noget skulle gå galt, så bliver man ikke skuffet. En distancering fra mine følelser.

Tak fordi du har delt din historie med os Mette, og hvor er vi glade for, at det er lykkedes jer. Hvis du ser tilbage på jeres lange forløb. Er der så noget, du ville ønske gjort anderledes?

Det føles lidt som om, at vi har brugt al vores energi på at bestige Mount Everest, og nu – med en graviditet – ja, så løber vi lige et maraton af 9 måneders varighed i forlængelse heraf, hvor vi skal nå at omstille os. Uden restitution imellem de to toppræstationer. Vi er gået fra at være barnløse til at skulle forstå, at vi lige om lidt har en baby, der banker på vores dør og flytter ind i vores hjerter. Uden fortrydelsesret vel at mærke. Vi har brændende ønsket det så længe, men nu står vi, og føler os udmattede - lidt ligesom at have tømmermænd, inden livets fest ligesom er begyndt.

Vi burde få tilbudt et element af psykologhjælp - det burde være et tilbud til par med fertilitetsproblemer. Vi er mentalt udmattede oven på behandlingen og hopper direkte ud i graviditeten, og intet sted i sundhedssystemet tages der hensyn til, at vi kommer med nogle erfaringer i rygsækken, der kan medføre, at vi måske har nogle andre spørgsmål til personalet, er mere følsomme eller endda tomme for følelser ovenpå at være gået fra barnløshed til nu masser af barn i maven.

Vi har om noget brug for tryghed i form af at knytte os til personale, vi kender, føle os trygge ved scanninger og lægebesøg. Det, tror jeg, kunne give os noget af den energi tilbage, vi har tabt.

Jeg ønsker ikke for min værste fjende at skulle igennem et fertilitetsforløb. Jeg vil selv hellere svømme over Øresund i frostgrader end at skulle igennem et forløb mere, omend jeg ved, det kan blive nødvendigt en dag for en søskende.. Jeg kan dog forestille mig, at når jeg står med mit nyfødte barn i favnen, så ville jeg gøre det hele igen, in a heart beat.